Følg os
Sprog

Linnemann tester nyt setup på Circuit Jules Tacheny

Linnemann tester nyt setup på Circuit Jules Tacheny
  • 25.mar.2015
  • Kim Lauritsen

Den 22. marts driblede Linnemann Motorsport mod det belgiske motorstadion i Mettet – Circuit Jules Tacheny, for at deltage i en afdeling af det belgiske mesterskab. Jules Tacheny-banen danner samtidig rammerne for 2. afdeling af Europamesterskabet i Kristi Himmelfarts-dagene. Derfor var det næsten oplagt at gribe muligheden for at testkører, da man i 2015-sæsonen forsøger sig med et nyt setup.

1

Foto: Johnny Loix, BE / Ulrik Linnemann håber at en ny undervogn og mere motorkraft, kan give ham bedre betingelser på de europæiske rallycrossbaner.

Med hjælp fra en håndfuld gode kammerater, lykkes det Ulrik Linnemann at få gjort sin Peugeot-racer løbsklar på små 10 dage:

Jeg fik karosseriet tilbage fra maleren onsdag og fredag ugen efter, stod bilen løbsklar. Det kunne nu godt lyde som en overkommelig opgave hvis man havde alle dele på lager, og blot kunne plug’n play. Vi eksperimenterer i øjeblikket med en ny type hjulophæng, som kun vejer det halve af de gamle, så der forelagde os en masse tilpasningsarbejde. Med fantastisk opbakning fra en håndfuld loyale kammerater lykkes det, også selvom jeg selv måtte nøjes med 7 timers søvn de sidste 3 døgn op til deadline. Vi nåede det hele og vi blev meget klogere, det er langt det vigtigste. Så kan jeg altid sove til middag.” fortæller Ulrik Linnemann.

Skivum-genseren lægger heller ikke skjul på sponsorernes indflydelse – specielt NH Løft, Dathoprint og Sommers Autolakering trådte i karakter, og gav en hånd med i slutfasen.

Foto: Johnny Loix, BE / ”Lady in Black” - Linnemann Motorsports ‘Limited Edition’ Peugeot 208. I forbindelse med åbningen af Mogens Daarbaks nye afdeling i Vejle den 17. april, offentliggøres det officielle 2015-design.

Foto: Johnny Loix, BE / ”Lady in Black” – Linnemann Motorsports ‘Limited Edition’ Peugeot 208. I forbindelse med åbningen af Mogens Daarbaks nye afdeling i Vejle den 17. april, offentliggøres det officielle 2015-design.

Linnemann og team har henover vinteren udviklet på en ny bagbro, med ønsket om at ”flytte” vægt væk fra den bagerste del af bilen, for at give mere greb på forhjulene. De forreste hjulophæng er ligeledes modificeret, og her har man søgt meget inspiration hos de nye R5 rallybiler. Deltagelsen ved det belgiske løb, havde derfor det enlige formål at teste styrken på Peugeot 208’erens nye undervognssetup.

Vores fokus har udelukkende været på vægtfordeling og traction denne vinter. Ulrik (Linnemann, red.) har været et flot forbillede i forhold til at gå forrest igennem hele udviklingen af bilen. Sådan rent teknisk, så har vi fjernet de gode gamle støddæmpertårne i bag og monteret en mindre støddæmper i sikkerhedsbøjlen, for at kunne tage vægt fra bagenden og flytte frem i bilen. Fronten har vi styrket på bedste vis. Herudover er de forreste hjulophæng ændret til et såkaldt Pseudo McPherson ophæng.  Vi har haft den store lommeregner fremme, og forsket i at gøre styretøjet uafhængigt af cambervinklen. På den måde tror vi på at vi har fundet det bedste kompromis, i forhold til at have konstant greb på banen.” forklarer mekaniker Kim Lauritsen.

Selve løbet blev dog en blandet fornøjelse for det nordjyske Rallycross-team. Linnemann startede suverænt ud i første heat med en sikker 7 sekunders-sejr til nr. 2, EM-konkurrenten Davy V.D. Branden. Dette gav nogle gode forudsætninger for resten af løbet, men i andet og tredje heat måtte man udgå pga. en knækket drivaksel.

Det må da hvertfald betyde at der er greb nok, hvilket er positivt. Det er bare lidt af et usædvanligt problem, og ikke noget vi nogensinde har døjet med før, da det er selve akslen der brækker. Efter alt at dømme har vi taget vores forholdsregler i forhold til akslernes længde og bevægelsesfrihed. Reglerne er helt forståeligt sådan, at hvis man ikke fuldfører 2 heats kan man ikke kvalificere sig til en evt. finale. Arrangørerne var dog meget forstående for vores situation, så de tilbød at jeg kunne testkøre så meget jeg ville efter løbet. Her forsøgte jeg virkelig at knække akslerne igen, men det kunne ikke lykkes for mig. Det var en god test; bilen er en fornøjelse at køre på banen, bagbroen virker fint og den er tilsyneladende også blevet bedre på starten. Så selvom det var hårdt, så har hele racet op til ikke været forgæves.” kommer det fra Ulrik Linnemann.

Foto: Jonathan Mees / Den nye bane passede Ulrik Linnemann rigtig godt, men det var naturligvis en stor skuffelse for teamet at udeblive fra finalen i kampen om sæsonens første trofæ.

Foto: Jonathan Mees / Den nye bane passede Ulrik Linnemann rigtig godt, men det var naturligvis en stor skuffelse for teamet at udeblive fra finalen i kampen om sæsonens første trofæ.

På hjemturen er Peugeot 208’eren kommet under tag hos den hollandske motortuner Bert Zomer, som er manden bag Zomer Motorentechniek. Bert har udviklet en ny og stærkere type motor til Peugeot’en, som man i fælleskab skal teste og få det bedste ud af i de kommende uger.

@LinnemannRX.com