Følg os
Sprog

Ready To Race

Ready To Race
  • 13.apr.2016
  • Kim C. Jensen

Når den internationale rallycross sæson skydes i gang i Portugal i den kommende weekend, er det med en ny team sammensætning i Linnemann Motorsport. Ud over Ulrik Linnemann og Frida, er der et nyt makkerpar på startlisten – nemlig Daniel Nielsen og Freja. Daniel er et kendt ansigt i DM sammenhæng, hvor han har kørt en hel del folkerace og en del rallycross løb. Weekendens løb i Portugal bliver dog hans debut i internationale løb.
– Det er noget jeg har drømt om længe, og at det nu er en realitet er bare for vildt. At skulle køre EM Rallycross er en stor ting, men at skulle gøre det sammen med Linnemann Motorsport, som er et super motiveret team, gør det bare endnu sjovere. Der er ingen tvivl om at jeg får en kanon god team kammerat og en dygtig læremester i Ulrik. Både mine folk og jeg selv glæder os til samarbejdet, udtaler Daniel.

Fra Ulrik er der også glæde ved det nye samarbejde, og selvom det unægteligt vil give mere arbejde både på banerne og hjemme i garagen er Ulrik positiv stemt for den nye gut i teamet.
– Jeg kender jo Daniel fra tidligere, og han har været med som sponsor på min bil i et stykke tid, så at vi nu skal køre side om side er bare super fedt, og det bliver uden tvivl sjovt at være to næsten ens biler på banen.

Til spørgsmålet om der i teamet er en første og en anden kører er de begge to helt enige, og svaret er helt klart:
Vi kører i hver vores bil, og vi kører hver vores chance. Der er lavet reservedele til begge biler, og vi har hver vores mekaniker team med – så nej, der bliver kæmpet på lige vilkår.

Udover de to gutter i EM løbene, vil Majbritt Linnemann deltage i DM Super 2000 med en peugeot 206. Majbritt har tidligere køre både folkerace og Gruppe N, og har de sidste to år udviklet sig både personligt og køreteknisk så hun nu føler sig klar til at rykke op i Super 2000 klassen.

– Det bliver sjovt at prøve noget nyt, og prøve en bil der er vildere end min gamle 106´er. Jeg har haft en træningsdag i Nysum, hvor jeg kørte en del runder og fik mulighed for at vænne mig til bilen og gearkassen.

Alt i alt er der lagt i ovnen til en lynhurtig sæson i Linnemann Motorsport, og alle parter er utrolig tændte og spændte.

Ulrik og Daniel får debut i den kommende weekend i Portugal, og Majbritt får debut om en god uges tid til det traditionsrige Store Bededagsløb på Løvelbanen ved Viborg.

Vi håber at se mange af jer til løbene, både til DM og EM, og som altid vil vi gøre hvad vi kan for at holde jer opdateret på både hjemmesiden og på facebook.